Produktivitetstrekanten – det mest værdifulde først

Produktivitetstrekanten – det mest værdifulde først

Haster-opgaver har det med at tage over, uanset om de er vigtige eller ej. Vigtige og værdifulde opgaver, som ikke nødvendigvis haster, bliver let syltet. Sådan handler jeg desværre ofte. En hjælp til at ændre på den vane har jeg fundet ved brug af produktivitetstrekanten, som jeg har stiftet bekendskab med via psykolog Birgitte Sølvstein, som har omtalt den.

Jeg kender mig selv og ved, at jeg let får travlt uanset, hvor lidt eller meget, der er på min tallerken. Det er mit drive og overbevisning, at jeg umiddelbart tror, jeg er mest værd, når jeg handler. Ikke at det er rigtigt, men det er et mønster, jeg har lært fra barnsben. Mit stress kollaps fik mig til at kikke på mønstret med andre øjne…Heldigvis. Dog er det stadig et vilkår, at jeg, trods meget læring, skal have et øje på mig selv ift. travlhed. Her er øvelsen, som jeg har haft gavn af. Måske du også blir inspireret.

Øvelse: Produktivitetstrekanten

Produktivitetstrekanten hjælper dig til at skabe vished om dine aktiviteter ved at opdele dem i de mest værdifulde, de vigtige, de nødvendige samt de aktiviteter, der blot er spildtid. Med det overblik har du et bedre grundlag for at prioritere dine handlinger i overensstemmelse med det, der skaber størst trivsel samt fysisk og psykisk sundhed for dig, hvis altså det er din prioritet. Andre prioriteter kan også være vigtige for dig

Sådan gør du:

1. Tegn en trekant med spidsen op ad. Inddel den i 4 felter. Start øverst med at skrive værdifulde aktiviteter, dernæst vigtige, så nødvendige og nederst spild tid.
2. Skriv i hvert felt min. 3 aktiviteter
3. Tegn en ny trekant, som vender med spidsen ned, stadig med de samme 4 felter, startende med værdifulde aktiviteter øverst. Altså nu hvor feltet er størst.
4. Overvej nu nøje, om der skal ske ændringer. Er der værdifulde aktiviteter der skal opprioriteres, netop fordi de er værdifulde, men på trods af det, glemmer du stadig at sætte tid af til disse?
5. Kan du minimere eller begrænse de nødvendige aktiviteter?
6. Og hvad med spild tids aktiviteter – skal du droppe dem eller skære ned på timeantallet?

Der, hvor øvelsen, giver rigtig god mening er, at få indblik og klarhed over de mest værdifulde aktiviteter for dig. Hvad er det, du kan gøre, som har den største påvirkningskraft på din trivsel, din sundhed, dine relationer og/eller din effektivitet. Hvad er det, du ved, du vil have mega stor gavn af at gøre, men som du i travlhedens tegn ikke får gjort? Hvilken aktivitet kan skabe så stor værdi, at mange andre aktiviteter er ligegyldige?

Eksempler på aktiviteter opdelt i felterne

Værdifulde aktiviteter:
Samvær med vigtige mennesker i dit liv, meditation/ro, ophold i naturen, prioritering af søvn, motion og kost, mærk og italesæt dine behov, få ny læring, udfold din kreativitet, meningsfyldte aktiviteter, udtryk taknemmelighed, del din sårbarhed med tillidsfulde relationer

Vigtige aktiviteter:
Håndter en ulmende konflikt, få klarhed over personlige papirer/bank/pension etc, forbered MUS samtalen, få afstemt og fordelt de huslige pligter på alle familiemedlemmer,

Nødvendige aktiviteter:
Hus og have, de huslige pligter, indkøb, arbejde, læge, bank, etc

Spildtid:
Sociale medier og konstant checken nyheder, at have travlt uden reel værdi, et konstant højt niveau af rengøring og snorlig have, overforbrug ift ting og tøj, samvær med drænende mennesker, TV kikkeri, konstant planlægning, bekymring og overtænkning uden hold i virkeligheden, opleve problemer og klare dem selv

Håber du har lyst til at afprøve modellen. Specielt de værdifulde aktiviteter øger vores trivsel, når vi husker at prioritere dem, og selv om de næsten aldrig haster i et tidsperspektiv, vil du opleve, at de haster ift din inderside. Det er her, du kan komme hjem til dig selv og give slip. Og når du gør det, kommer der en ro dybt inde i dig, som er yderst attraktiv og berigende for dit velbefindende.

Rigtig god fornøjelse og arbejdslyst.

De varmeste hilsner fra Dorthe

Hvem er jeg?

Jeg har gennemført mere end 5.000 samtaler, og er uddannet Integrative Coach Professional ved The Ford Institute for Integrative coaching (FIIC), Debbie Ford USA (2007-2009). Derudover er jeg certificeret coach fra Manning Inspire (2004) samt stresscoach ved Bjarne Toftegård (2006) og NLP practitioner (2004).

Tidligere indlæg

Køb bogen: "Ramt af stress"

Referencer

Fra mig til dig - helt gratis

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Modtag gratis redskaber, tips og gode råd til håndtering af din stress. 

+ 1 kapitel af bogen “Ramt af Stress” – en guide til stressramte.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her, som udelukkende inspirerer dig til bedre trivsel.

Du kan altid afmelde dig igen